Angst

Ja kan ikke helt undgå at skulle komme ind på dette emne på bloggen , før eller siden, fordi den er en del af min hverdag , mere eller mindre endnu , det er snart 2 år siden den kom ind i mit liv , og har bestemt ikke været nogen dejlig gæst og have.

Fordi det er en gæst , eller jeg håber det er en gæst , som på et tidspunkt forsvinder ud af mit liv igen , eller i det mindste bliver så minimal så jeg næsten helt glemmer jeg har den.

Nå men grunden til den er kommet ind i mit liv er at jeg den 4 august 2012 kl 11.15 er i en spejderhytte uden for Odense med nogen andre der lige som mig har type 1 Diabetes, vi er en flok på godt 20 ish unge mennesker i alderen 18 – 30 år , fra hele Danmark.

Vi er taget på hytts tur i denne weekend for at være sammen med ligesindede og lærer folk at kende på tværs af Danmark.

Nå men vi er så mig og min bedste ven Daniel , der snakker om det kunne være hyggeligt at køre en tur og se området og naturen her i området , Pernille og Thomas , to andre diabetiker fra henholdsvis Syddanmark og Sjælland , vil også gerne med.

Jeg vælger og sætte mig over i Thomas bil fordi jeg gerne vil snakke mere med ham og lære ham bedre at kende. Bilen han har er en gammel Opel stationscar i den skønne farve rød. den er pænt gammel og mangler dele og har ikke gået igennem syn , så den skulle vist bruges til markræser efter en make over.

Nå men cirka 2 sek før jeg sætter mig ind i bilen når jeg at tænke , burde jeg gøre dette ?

Jeg ignorere dette og sætter mig ind , det skulle jeg aldrig ha gjord , vi når ik mere ind 5 min måske endda mindre væk fra hytten før vi køre galt , optakten er en fart på 60-70 km/t og en hård opbremsning før vi kører videre fordi han lige ville vise at bremserne nu også virker. hvilket de virkelig gør (mærk sarkasmen)

Vi kører så nogen meter længere hvorefter Thomas får denne ide at jeg har trukket i håndbremsen , hvilket jeg ikke har da jeg ikke har et køre kort og aldrig rigtig har kørt bil, men han vælger så at dreje bilen skarpt mod venstre lige ind vi rammer et træ/busk , bilen vender 180 grader på hjulene og rammer ind i grøften bag ved os.

Nå men kommer derfra med et skadet knæ, brændmærker på skulderen og diverse blå mærker og hud afskrabninger rundt på kroppen.

Der er ingen psykiske tegn efter ulykken udover jeg er mentalt kvæstet og tuder da vi skal passere ulykkesstedet på vej hjem til hytten, jeg vælger nemlig og blive til næste dag fordi jeg ville meget hellere være sammen med ligesindede sæt der skulle ske noget og der var to kommende læger og en kommende sygeplejerske blandt dem i hytten 🙂

Der går 3 mdr før der kommer en som sådan rigtig reaktion….

Der kommer angsten , snigende og rammer voldsomt …

Jeg kan ikke køre med i bussen mere som jeg plejer , en fart på 50 og jeg panikker. Kører nogen lidt for tæt forbi mig med høj fart får jeg et anfald , kan ikke kører med i bilen hos min mor eller min far mere uden jeg får et kæmpe anfald , må endda begynde til psykolog og fys efter det …..

Men hverdagen måtte bare fortsætte , og måske også derfor at reaktionen kom 3 mdr efter og ik med det samme, skulle starte i ny skole allerede om mandagen efter ulykken om lørdagen , og har jo en datter der stadig skulle i børnehave ….

Så jeg fortsatte min hverdag , med anfald i større eller mindre grad. Og det var bestemt ikke nemt, måtte tage tyren ved hornene og udfordre min angst, så jeg nu nogenlunde kan sidde på forsædet af en bil igen , og rimelig godt kører med i bussen. har endnu ikke helt været på motorvej endnu , kun cirka 10 min fra Bilka i Tilst til genvejen ude omkring Viby J til jer der kender Århus.

Og det beviser bare at med lidt stædighed og lidt snakken med en psykolog at så kan man komme angsten til live, men det er ikke nemt hvis man som jeg , også endte med at få stress, det er som brænde på et bål for angsten, kan den se jeg er stresset , så kommer den med fuld firspring hen og siger hen og lige gir en krammer…..

Men nu her godt 2 år efter selve ulykken, er angsten der stadig men det spiller ikke ligeså stor en rolle som den startede med at gøre , og det er rart fordi jeg ville virkelig være hæmmet hvis angsten stadig var kraftig.